Made in HimmerLand giver stafetten videre til GolfPromote

Efter denne sommers DP World Tour golfturnering i Himmerland fortsætter det populære event i et nyt setup og med et nyt navn. GolfPromote er i dialog med flere klubber og kommuner omkring fremtiden.

Til sommer afholder Fonden Made in Denmark Golf den 9. Made in HimmerLand golfturnering og giver derefter stafetten videre til selskabet GolfPromote, der også driver ECCO Tour og den danske Challenge Tour-turnering. Efter denne sommers udgave i Himmerland, vil Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenhed fremover kunne opleves flere steder i landet under nyt navn.

Mette Ravn, CEO for Himmerland-resortet i Vesthimmerland. Foto: ForenetKredit

– I HimmerLand glæder vi os rigtig meget til at afholde den 9. Made in HimmerLand i juli. Det bliver samtidig den sidste golfturnering i denne omgang hos os og vi glæder os meget til det brag af en folkefest, som det bliver, og at vi på denne måde kan sende golfturneringen rigtig godt videre ud i det danske land. Det er, og har været, en kæmpe fornøjelse at være vært for Made in HimmerLand, siger CEO for HimmerLand Resort, Mette Ravn, i en pressemeddelelse.

God dialog med flere klubber

Efter afviklingen af Made in HimmerLand i Gatten til sommer, fortsætter golfturneringen i selskabet GolfPromote, som fremadrettet skal drive og udvikle sportsbegivenheden på egen hånd.

– Det har været nogle fantastiske år i HimmerLand, og vi skylder Lars Larsen Group og Fonden Made in Denmark Golf en kæmpe tak for samarbejdet – uden dem var det aldrig lykkedes. Men vi glæder os også over, at det er lykkedes os at lave en ny aftale med DP World Tour, og det bliver spændende at skulle stå helt på egne ben. Vi har en god dialog med flere klubber og kommuner om fremtiden og glæder os til at præsentere mere til Made in HimmerLand til juli. Lige nu har vi fuldt fokus på at give Made in HimmerLand en fantastisk finale, udtaler CEO for GolfPromote, Flemming Astrup.

Ben Cowen, Chief Tournament Business Officer for DP World Tour siger:

– Made in HimmerLand er blevet en fast bestanddel af DP World Tour-planen, og dagens udmelding er starten på et spændende nyt kapitel for begivenheden og golfen i Danmark. Fonden Made in Denmark Golf, Lars Larsen Group og teamet i HimmerLand har været en fornøjelse at arbejde sammen med, og vi takker dem for at have skabt det storslåede arrangement, som det er i dag.

– Vi ser nu frem til at arbejde sammen med Flemming Astrup, som har været en nøglefigur i både arrangementets succes og for golf som helhed i Danmark. Jeg ved, at turneringen er i sikre hænder hos Flemming og Thomas Nielsen og deres team, og vi er spændte på at se, hvad fremtiden byder, fortsætter Ben Cowen.

fakta

Made in HimmerLand 2023

Made in HimmerLand spilles fra d. 6.-9. juli 2023, hvor den absolutte golfelite i Europa samt danske topspillere dyster om en præmiesum på 22 millioner kroner. Derudover kan tilskuerne også se frem til et udvidet telt- og aktivitetsområde med flere forskellige madboder og udstillinger samt koncerter efter turneringerne.

Made in HimmerLand har været afholdt siden 2014 og er en del af DP World Tour. I løbet af de år, Made in HimmerLand har været afholdt, har knap 500.000 publikummer besøgt turneringen, hvor der er blevet uddelt pengepræmier for tæt på 150 millioner kroner.