Maleriske og mindeværdige Marbella

Det er lidt af et mesterværk, som Robert Trent Jones Sr. har kreeret på Solkysten. Foto: Marbella Golf & Country Club

Marbella, Spanien: Kun fem minutters kørsel fra mondæne Marbella ligger Marbella Golf & Country Club. Én af de traditionsrige golfklubber på Costa del Sol.

Banen, som er designet af Robert Trent Jones Sr., er en forrygende tur rundt i en natur med masser af olivenlunde. Anlægget bærer Trent Jones Sr.’s varemærke; bølgende fairway, masser af bunkere samt – for en stor dels vedkommende – store og tricky greens.

Det maleriske første hul kendetegner kvaliteten af banens design. På arealerne her i det kuperede område er det lykkedes mester-arkitekten at få skabt en bane af høj kvalitet og sværhedsgrad. Lidt genialitet præger også banen, for spilles der ikke med omtanke, er der risiko for at bringe sig i vanskeligheder. Men vovehalsene har flere steder også risk-and-reward muligheder.

Fra gul tee er banen kun 5.581 meter, mens den er 4.687 meter fra rød tee. Fire teesteder er der at vælge mellem.

Men på trods af den forholdsvis korte bane, så kommer sværheden i særlig grad på baggrund af en til tider voldsom kuperet bane.

3. hul er et fantastisk par 3 hul. Foto: Marbella Golf & Country Club

Præcision er nøgleord

Mange af hullerne har greens liggende højt placeret, og det er tilfældet allerede på hul et – et par 4 hul på kun 259 meter. Men slaget ind til green skal sidde lige i skabet, for dels ligger green på tværs, så det er svært at vurdere den præcise længde, og dels er green ikke ret stor.

Det er grønt og skønt her i olivenlundene lidt uden for Marbella. Foto: Marbella Golf & Country Club

På 3. hul – et par 3 hul på 135 meter – går det stik modsat. Her er teestedet placeret højt oppe, og så skal der ellers slås ned over en sø til en green, der samtidig er godt beskyttet af bunkere.

De næste huller er ikke de længste, men der skal drives med betydelig præcision for ikke at komme ud af kurs. Der lurer ofte træer, buske og andre forfærdeligheder på begge sider af fairways.

På bag ni er en af de absolutte perler 16. hul. Par 3 på 182 meter, hvor der slås ned mod en green. Her lurer der nok en bunker foran, men det er langt værre bagved green. Slås der for langt, så er bolden våd.

Finalen på Marbella-banen sætter et punktum, som man ikke lige sådan glemmer. Drivet skal igen sidde optimalt, og så skal der ellers – for Gud ved hvilken grad – slås op mod en green, som er gemt bag den ene bunker efter den anden. 310 meter er dette herlige par 4 hul.

Marbella Golf & Country Club blev åbnet i 1994, og dengang blev der ikke sparet på noget. Også klubhuset byder på alle slags faciliteter – både kulinarisk med spise og drikke, men også med en ganske fornem proshop.

Uanset score så er det svært at forlade de skønne olivenlunde her lige uden for Marbella. Store dele af banen er malerisk smuk – med et væld af mindeværdige huller.

Marbella Golf & Country Club har et særligt samarbejde med de to hoteller Marbella Club og Puente Romano Hotel. 

 

Af Jørgen Schultz
i Marbella, Spanien