24-årige Collin Morikawa fra det sydlige Californien holdt stand på finaledagen. Jordan Spieth og Jon Rahm angreb ellers voldsomt.
Sandwich, England: Fire dage med solskin er bestemt ikke hverdagskost, når det gælder The Open.
Ikke desto mindre var det britisk sommervejr af den bedste slags, som også prægede finaledagen på Royal St. Georges. Og det bredeste smil i sommervarmen var 24-årige Collin Morikawa, som vandt sin anden majorsejr med en vinderscore i minus 15. Dermed er han ny Champion Golfer of the Year.
Morikawa spillede med stort hjerte, for bagfra var det ikke mindst landsmanden Jordan Spieth, som pressede på. Med solide drives og ikke mindst imponerende puttning var Spieth hele tiden på lur. Men han var ikke den eneste mand, som fandt vejen til en stribe birdies. Det samme gjorde Morikawa, som også scramblede et par huller af høj, høj kvalitet.
Spieth blev runner up i minus 13.
Sydafrikaneren Louis Oosthuizen spillede sig reelt ud af titelræset på de første ni huller, hvor han droppede et par slag.
Ny verdensetter er spanske Jon Rahm. US Open-vinderen leverede brilliant jernspil, og havde han haft en varm putter mage til Jordan Spieth, så havde spanieren kunne være med med helt fremme. Nu endte han på en delt tredjeplads i minus 11 sammen med Oosthuizen.
The Open var årets sidste major. Nu venter OL og senere på sensommeren Ryder Cup.