Lucas Bjerregaard spiller sin første US Masters i april. Også Thorbjørn Olesen er i feltet.
Augusta, Georgia: Årets første major – for mange et af højdepunkterne i løbet året – afvikles på Augusta National i dagene 11.-14. april.
Mens der ikke var dansk deltagelse i turneringen i 2018, så er der denne gang hele to spillere, som skal repræsentere Dannebrog i år. Lucas Bjerregaard får debut i Masters-feltet, mens Thorbjørn Olesen helt sikkert også glæder sig til et gensyn med den sagnomspundne bane i Georgia.
Thorbjørn Olesen fik tilbage i 2013 sin hidtil bedste major-placering, da han blev nummer seks på Augusta. Olesen spiller sin major nummer 18.
Lucas Bjerregaard skal spille sin major nummer fire.
Begge danskere har opnået deres invitationer til Masters-turneringen i kategori 18. Det er kategorien med de 50 bedst-placerede på den officielle verdensrangliste, da 2018 sluttede.
GolfXtra sætter under Tour News fokus på US Masters i den kommende tid.
Patrick Reed er forsvarende indehaver af den grønne jakke.