Ny ejerkreds har givet nye tider på det historiske Bandholm Badehotel. Gennem årene har der blandt gæsterne været mange golfspillere, som har checket ind, når de har besøgt golfbanerne på Lolland/Falster.
Lolland/Falster: – Bandholm Badehotels nyrenoverede restaurant fører Lolland op på den højgastronomiske scene med et lokalt funderet køkken i topkvalitet.
Dagbladet Børsens kendte mad- og vinanmelder, Ole Troelsø, var ikke i tvivl, da han i forsommeren 2022 besøgte Bandholm Badehotel. Nye kræfter er kommet til, og det har løftet kvaliteten. Skal det være en kulinarisk oplevelse, så kan der vælges mellem en 4- eller 7-retters menu. Og sæt god tid af, lyder opfordringen fra Børsens anmelder.
Bandholm-hotellet er særdeles rig på historie. Hotellet ligger ved Bandholm Havn, hvor der oprindeligt lå en kongeligt privilegeret kro. Kroens historie gik tilbage til 1692, og kroen bød handlende velkommen, når rejsen gik gennem det lollandske vand og på land. Nu hvilket her det smukke, hvide badehotel, der i 1886 afløste den aldrende kro.
Udover de kulinariske muligheder på hotellet, så er der et stort og varieret udbud af værelser, suiter og lejligheder – nogle sågar med spa.
I forlængelse af coronakrisen opstod der tumult omkring hotellet, som blev begæret konkurs. I begyndelsen af 2022 kom så pressemeddelelsen fra den nye ejerkreds, hvor ambitionerne var tydelige:
– Vi ligger lige ud til Smålandshavet, så det er fuldstændig oplagt at gøre det til et ægte, dansk badehotel. Oprindeligt var her i 1692 en kongeligt privilegeret kro, siden er det i 1886 blevet erstattet af den smukke, hvide palæbygning, der ligger her i dag. Nu skriver vi videre på historien ved at omdanne det til en firestjernet oplevelse med gastronomi af høj kvalitet, moderne spa og konferencefaciliteter på den danske sydhavskyst. Citat Allan L. Agerholm, ny direktør på hotellet.
Af Jørgen Schultz