For rejseselskabet Primo Tours er Ferie For Alle årets største event. Men corona stikker en kæp i rejselysten i år.
Herning: Hos rejseselskabet Primo Tours ærgrer man sig også over, at den fysiske messe er aflyst, men håber i stedet, at de besøgende vil benytte sig af de mange aktiviteter og tilbud online:
– Ferie for Alle er uden tvivl årets største event for os, og derfor er vi glade for, at vi via Ferie for Alle Online får mulighed for at tilbyde vores kunder de samme gode tilbud, som de plejer at opleve under messen. Vi står klar med både facebook-aktiviteter, lykkehjul og gode messetilbud, og vi glæder os til at få skabt en god dialog om, hvordan man trygt kommer ud at rejse i denne tid. Lige nu oplever vi en øget interesse for at komme ud at rejse i juli-september, og især de græske øer og de mere autentiske rejsemål er populære, så vi ser frem at rådgive vores gæster til deres næste ferie, siger Bjarke Hansen, direktør og ejer af Primo Tours.
Masser af konkurrencer og webinarer
Foruden de mange gode tilbud på ferieforalle.dk kan besøgende også se frem til at deltage i et væld af konkurrencer og webinarer.
Stjernegaard Rejser udlodder et gavekort for to personer til en værdi af 25.000 kr. til en rejse til Portugal, Primo Tours udlodder en all-inclusive rejse for to personer til Grækenland, mens Apollo Rejser sender live og udlodder en rejse og andre spændende præmier. Savner man inspiration til nye rejsemål er Jysk Rejsebureau vært ved flere gratis webinarer, hvor interesserede kan høre om Canada, Italien, New Zealand, Thailand og Japan.
Ferie for Alle vender tilbage til MCH Messecenter Herning 25.-27. februar 2022.