Det vælter ned over Portugal med priser. Senest er landet strøget til tops ved Word Travel Awards i Oman.
Lissabon, Portugal: Det får nærmest ingen ende med fornemme kåringer og priser til Portugal.
Portugal er for tredje år i træk blevet kåret som verdens førende rejsemål ved den globale rejsebranches Oscar-uddeling, World Travel Awards, den 28. november, der blev afviklet i ørkenstaten Oman. Dermed formår det populære rejsemål at begå et hattrick endnu engang. I oktober blev Portugal nemlig også kåret som Europas bedste rejsemål ved Danish Travel Awards – også for tredje år i træk, som den første destination nogensinde.
Ved World Travel Awards løb Portugal med den fornemme titel foran rejsemål som Kenya, Vietnam, Colombia, New Zealand, Maldiverne og Sydafrika.
Madeira er bedste Ø-rejsemål
Portugal, der hvert år besøges af mere end 21 millioner rejsende fra hele verden, løb samtidig med adskillige andre priser – bl.a. titlerne Bedste storbyferie-rejsemål (Lissabon), Bedste ø-rejsemål (Madeira) og Bedste attraktion for adventure-segmentet (Paiva Walkways).
World Travel Awards har været afholdt årligt siden 1993 og er skabt for at anerkende og belønne prisværdige præstationer i turismesektoren, og inspirere rejsemål til at sikre høj kvalitet for deres besøgende.
World Travel Awards er ikke den første prisuddeling, Portugal laver hattrick ved. Den 2. oktober vandt rejsemålet nemlig en tilsvarende pris ved den danske rejsebranches awardshow Danish Travel Awards – ligeledes for tredje år i træk, som den første destination nogensinde.
Senere i oktober blev Portugal også kåret som Europas bedste rejsemål, når det gælder golf.