Royal Oak har fundet sin nye direktør

Hasse Bonde-Sterup er fra 1. april ny resortdirektør på Royal Oak. Foto: PR/Sinatur

Hasse Bonde-Sterup tiltræder 1. april som ny resortdirektør på Royal Oak i det sønderjyske. Han kommer med en mangeårig erfaring fra hotel- og restaurationsbranchen.

Det er erfaren mand inden for hotel- og restaurationsbranchen, som bliver ny direktør på det sønderjyske Royal Oak.

Med virkning fra 1. april tiltræder Hasse Bonde-Sterup som ny resort-direktør for Royal Oak i Jels – sydvest for Kolding

Hasse Bonde-Sterup kommer fra en stilling som direktør på Sinatur Hotel Haraldskær nogle få kilometer vest for Vejle, hvor han har været siden 2015 – først som restaurantchef og siden 2021 som direktør.

– Med sin omfattende erfaring fra hotel- og restaurationsbranchen ser vi frem til, at Hasse bringer sin viden og engagement i spil for at videreudvikle resortet og sikre den høje kvalitet, vores gæster kender, lyder det i en infoskrivelse fra Royal Oak.

Mange på Royal Oak vil allerede kende Hasse Bonde-Sterup fra golfbanen, hvor han er en habil golfspiller – og har tidligere været forpagter af restauranten. Han kender dermed ikke kun golfbanen – men også de øvrige faciliteter i form af restauration, spahuse samt sekretariatet.

Den nye direktør afløser Thomas Marxen, som har søgt nye udfordringer.

Af Jørgen Schultz