Ejerkredsen bag Royal Oak Golf Club erhvervede i fjor en nedlagt landbrugsejendom, som ligger tæt ved det nuværende klubhus. Ejendommen tænkes nedrevet for at give plads til op mod 15 hytter.
Jels: Royal Oak Golf Club har lanceret en plan med opførelse af en række hytter samt et wellnessområde ganske tæt ved det nuværende klubhus.
Ejerkredsen bag Royal Oak har et ønske om at etablere overnatningsfaciliteter for gæster til golfbanen. Overnatningsfaciliteterne vil blive etableret med op til 15 hytter på 60-100 kvadratmeter. Derudover ønskes der opført en samlet overdækning med tee-bokse, bag-opbevaring, paddeltennisbaner og wellnessområde. Overdækningen tænkes udført med stråtag og med delvist åbne sider.
De nye faciliteter vil blive opført umiddelbart syd for den eksisterende hovedbygning, hvor der i dag ligger en nedlagt landbrugsejendom. Landbrugsejendommen nedrives for at give plads til det nye anlæg.
Krav om ny lokalplan
Der er en gældende lokalplan for området: 2.4-04, som indeholder bestemmelser for en golfbane. Inden for rammerne af lokalplanen er det ikke muligt at etablere overnatningsfaciliteter, bortset fra en enkel bolig i tilknytning til golfbanen. Derfor skal der laves en ny lokalplan, som Vejen Kommune nu skal i gang med at udarbejde.
Lokalplan 301 er tidligere igangsat med henblik på at etablere overnatningsfaciliteter på et areal nord-øst for hovedbygningen. Projektet blev ikke gennemført, men da det er blevet muligt for golfbanen at købe landbrugsejendommen, er projektet med etablering af overnatningsfaciliteter blevet flyttet og tilpasset.
Royal Oak Golf Club blev åbnet tilbage i 1992.