I omegnen af en kvart million tilskuere ventes, når Europa og USA tørner sammen i det drabelige prestigeopgør på Le National i Paris til september. I spidsen for det europæiske team står en dansk bjørn.
Af Jørgen Schultz
I september er det er så vidt; Golfsportens absolutte prestigeopgør, Ryder Cup’en, afvikles på Le Golf National lige uden for byernes by, Paris.
Det er kun anden gang, at Ryder Cup-opgøret skal afvikles på det europæiske kontinent. I 1997 var Valderrama i Spanien kulisse omkring det første slag mellem Europa og USA, som ikke blev holdt på de britiske øer med Europa som vært.
Frankrig og golf? Det klinger ikke helt så stemningsmættet, som når det foregår på nogle af de legendariske og klassiske baner i Storbritannien.
Men allerede nu begynder der at ske en mobilisering af interessen for næste års drabelige match, hvor det ikke er penge på spil; Men hvor det i stedet gælder æren og to års håneret på tværs af Atlanten.
60.000 daglige gæster
Interessen fra tilskuersiden bliver helt som forventet. Da sidste ansøgningsfrist for at søge billetter til Ryder Cup-opgøret udløb i slutningen af september i fjor, havde ikke færre end 18.000 amerikanere forsøgt at komme i betragtning. Og ifølge formanden for den franske Ryder Cup-organisationskomite, Pascal Grizot, så vil der nok være 60.000 tilskuere uden for rebene – hver eneste af de tre dage, hvor de 28 matcher skal afvikles. Med træningsdagene forud kan tilskuertallet komme op over en kvart million.
Og der er formidable udsigtspunkter på Le Golf National, som er en stadionbane med opbygning af tribuner, men hvor der også findes naturlige forhøjninger, hvor tilskuerne vil søge hen.
Dansk kaptajn
Set med danske øjne bliver Ryder Cup 2018 en ganske særlig begivenhed. Danmarks mest vindende golfspiller, Thomas Bjørn, er kaptajn for det europæiske. Den erfarne golfspiller får hovedansvaret for, at europæerne skal have fravristet amerikanerne trofæet, som blev i staterne efter opgøret på Hazeltine i 2016.
Sidste efterår var netop Thomas Bjørn og hans amerikanske kaptajn-kollega, Jim Furyk, nogle dage i Paris. Der blev slået bolde ud fra Eiffeltårnet, som i øvrigt bliver lyst op i europæernes blå-gule farver under opgøret, der blev spist sammen med premierminister Macron, og så blev der ellers set nærmere på, hvordan forholdene er her knap et år før tee off.
Thomas Bjørn blev ikke skuffet:
– Frankrig har en fantastisk historie. Allerede her et år før, det går løs, har vi fået en forsmag på, hvilken kæmpe begivenhed, vi kan se frem til. Det er første gang, at vi har en verdensby som bagkulisse. Jeg tror, vi får en begivenhed, vi ikke tidligere har set i golfsporten, lød det fra Thomas Bjørn.
Hvilke 12 spillere, som Bjørnebanden – kælenavnet for det europæiske team – kommer til at bestå af, afgøres først fra hen på sommeren.
fakta