Ti kilometer fra den kendte vin- og turistby Rüdesheim ligger Riesling-druens vugge – det smukke Schloss Johannisberg med den skønneste udsigt ned til Rhinen.
Rheingau, Tyskland: Lige præcis på den 50. nordlige breddegrad ligger nogle af verdens ældste vinmarker.
Oppe på de sydvendte skråninger ned mod Rhinen ved Geisenheim ligger Schloss Johannisberg – også kaldet for Riesling-kongen. Her produceres kvalitets-Riesling, som er kendt over hele verden. Rheingau hedder vindistriktet, hvor vinene er kendt for at have et mere bombastisk udtryk end eksempelvis, hvad der produceres ved Mosel.
Den skarpe temperaturforskel mellem dag og nat gør det muligt for druerne at modnes fuldt ud. Druerne opnår samtidig en høj syre, aromatisk koncentration og et fænomenalt ældningspotentiale.
Siden 1720 er der udelukkende kun produceret vine på Riesling-druen på Schloss Johannisberg, som er vuggen til én af de ældste og fineste druesorter på kloden. Gennem 300 år er produktionen sket med lidenskab, ansvar og med en betydelig stolthed over at fremstille en enestående Riesling.
Historien går 1200 år tilbage
Reelt går vinproduktionen hele 1200 år tilbage. Oprindeligt blev Schloss Johannisberg grundlagt som Benediktinerkloster. Det blev dog hurtigt centrum for vinproduktion i området, og i slottets dybe kældre ligger stadig vine, som er flere århundreder gamle.
Sortimentet spænder bredt fra en dejlig tør Gelblack til omkring 110 kroner og til en ædelsød Blaulack – en Trockenbeerenauslese (højeste rang i den tyske vinklassifikation) til i omegnen af 4.500 kroner. Begge priser pr. flaske skal det nævnes.
På Schloss Johannisberg er der muligheder for at gå på opdagelse i en forretning med et stort udvalg af samtlige slottets vine. Desuden er der en restaurant med udsigt ned over vinmarkerne og med Rhinen som bagerste kulisse. Flere gange ugentligt er der smagsprøver og rundture i de fantastiske kældre under slottet.
Vine fra Schloss Johannisberg forhandles i Danmark blandt andet af vinfirmaet H.J. Hansen.
Af Jørgen Schultz
i Geisenheim, Tyskland