På et medlemsmøde mandag den 19. august bliver der en orientering om, hvordan fremtiden kan se ud for klubben.
Skjoldenæsholm: – Der er p.t. mange rygter om, at der ikke kan spilles golf på Skjoldenæsholm, og at klubben lukker. Det er ikke korrekt. Alt fortsætter uændret resten af året.
Sådan lyder det på Skjoldenæsholm Golf Center’s hjemmeside under overskriften: Fremtiden.
Hvordan fremtiden ser ud for klubben og anlægget, vil blive præsenteret på et medlemsmøde. Dette møde foregår mandag den 19. august.
Skjoldenæsholm Golfcenter ønsker ikke længere at drive golfanlægget i Ringsted Kommunes nordlige udkant. Såvel lejeaftalen med klubben såvel som medarbejderne er opsagt.
– Vi arbejder stenhårdt på at drive klubben videre efter årsskiftet, siger golfklubbens bestyrelsesformand Rune Nørgaard ifølge websitet SN.dk, som er en del af Sjællandske Medier.
På sitet tilføjer han: – Den eneste forhindring er sådan set drift og økonomi, for vi så selvfølgelig helst, at kommunen havde mulighed for at give tilladelse, så golfcenteret kunne tage sig af driften, siger bestyrelsesformanden om det afslag på etablering af 36 helårsboliger fra kommunens Teknik- og Miljøcenter, der stækker eksistensgrundlaget for Skjoldenæsholm Golfcenter.