Arabella Golf, som tæller tre baner, har oftest haft Son Vida og Son Muntaner som favoritterne blandt gæsterne. Men en opgradering på Son Quint, som er den mest åbne af de tre baner, har højnet kvaliteten betydeligt.
Son Quint-banen er den nyeste af de tre baner lige nord for Palma, som hører ind under Arabella Golf.
Son Quint blev åbnet i 2007 – og har af en eller anden grund været lidt i skyggen af nabobanerne Son Vida og Son Muntaner. Son Vida er øens ældste bane, og Son Muntaner er mesterskabsbanen i Arabella Golf-trioen.
Men Son Quint, som er den mest åbne af de tre baner, skal ikke på nogen måde undervuderes. I 2019 blev der sat gang i en opgradering af banen, hvor hullerne 8 og 9 blev redesignet. Hul 9 blev således gjort til et par 3 hul direkte ned mod klubhuset.
Tyske Kurt Rossknecht gik opgaven med at designe banen sammen med Ramón Espinosa. Banen snor sig rundt i et område med mange fyr- og oliventræer, og rundt på banen er der gennem årene plantet yderligere oliventræer, som stille og roligt vil øge sværhedsgraden på banen.
Masser af vand i spil
På hullerne 10, 11 og 12 er der vand i spil. Særligt hul 12 – et par 3 hul på 178 meter fra gul og 149 fra rød – er en sand prøvelse. Foran teestedet ligger en stor sø, men for dem, som ikke rigtig har modet til at slå hele vejen over søen, er der et landingsområde venstre om søen. Hul 12 er således kandidat til et af de sværeste huller på banen, som er ganske lang med 5.931 meter fra gul og 5.121 fra rød. Men banens huller veksler fremragende mellem lange og kortere huller.
Et eksempel på et af de korte, men snedige huller er det 308 meter lange 8. hul – et par 4 hul, hvor der fra teestedet er udsigt ned over Palmabugten. Problemet på hullet er, at bolden skal forholdsvis langt frem på fairway, før der er frit udsyn til green. Slås der for kort, skal bolden i et noget nær blindt slag ind over nogle palmetræer.
Son Quint kan umiddelbart se let ud, men den er drilagtig og kan gøre ganske ondt på scorekortet, hvis der ikke spilles med omtanke. Og så er der ingen tvivl om, at de mange nyplantede træer på sigt vil gøre banen endnu mere spændende og også sværere.
Kvalitetsmæssigt er banen fuldstændig på højde med de tre andre blade i trekløveret, og prismæssigt er Son Quint billigst. Fra Son Quint er der adgang til shuttle-busserne, som kører mellem de tre golfbaner samt hotellerne Castillo Hotel Son Vida og Sheraton Arabella Mallorca.
Af Jørgen Schultz
på Mallorca