Ribe Golf Klub investerer stort i en række ændringer ude på banen. Omkring halvanden million kroner bruges der, og desuden kommer nyt vandingsanlæg til yderligere en million kroner.
Ribe: Det er idyllisk herude på Snepsgårdevej – kun små ti kilometer fra Ribe; byen med dronningerigets ældste domkirke. Rønnehave er navnet på den gamle ejendom, som er omdannet til klubhuset.
Sagt på beskedent jysk så går godt herude i golfklubben. For første gang i klubbens historie er medlemstallet nået over de 900. Om det holder hele året ud, er endnu uvist, for der er år efter år også afgang af medlemmer. Ofte aldersbetinget. Flere end 300 af klubbens medlemmer har passeret de 70 år.
Med det store medlemstal er der af og til pres på banen, og siden foråret 2019 har klubbens bestyrelse arbejdet på at gennemføre en udviklingsplan. Alle tilladelser fra eksempelvis Esbjerg Kommune kom i hus, og i det tidlige forår blev arbejdet for alvor sat i gang.
Fire teesteder
Formålet med udviklingsplanen kan sammenfattes således:
- Banen skal gøres nemmere og sjovere for klubspilleren, især damerne. Fokus på teesteder, således at der er fire gode teesteder på alle huller.
- Mere variation på de første ni huller. De omfattende ændringer på flere af hullerne skal give spilleren en forbedret oplevelse af banen.
- Det eksisterende anlæg skal forbedres, så der bliver fokus på, at banens stand forbedres visuelt og spillemæssigt. Fortsat fokus på optimalt vedligehold, herunder tidssvarende maskinpark. Endelig skal der etableres vandingsfaciliteter på fairways.
Stigende medlemstal
Det er ikke blot et stigende medlemstal, som gør godt på klubbens økonomi. Særligt fra Brundtlandbanen i Toftlund, som ligger brak, har der været pæn tilgang.
En anden af årsagerne til den solide økonomi skyldes ikke mindst det enorme antal af frivillige arbejdstimer, som en stor del af medlemsskaren ofrer. Ud over de mange timer ude på banen, så er godt 120 af medlemmerne også aktive med alt lige fra rengøring, træfældning og -beskæring, pasning af klubhuset og mange andre af de gøremål, som nu engang skal klares for at få en medlemsejet golfklub til at fungere.
Klubbens formand, Ib Dam Schultz, er stolt:
– Det frivillige arbejde kan ikke roses nok. Rigtig mange lægger mange kræfter i at få det hele til at fungere. Det gælder både ude på banen, men det gælder også her i klubhuset, hvis der eksempelvis skal males. Så tager medlemmerne selv fat, og det sker også, at gavmilde sponsorer træder til, når forskellige vedligeholdelsesopgaver skal løses, fortæller formanden.
Nu venter bestyrelsen – og også medlemmerne – på færdiggørelsen af de mange ændringer ude på banen samt et nyt vandingsanlæg, som alt i alt beløber sig til op i nærheden af 2,6 millioner kroner. Finansieret af en god kassebeholdning og en tur på lånemarkedet.
Tre teesteder bliver der at vælge mellem; 56, 52 og 48. Desuden kommer der endnu et teested beregnet for nybegyndere. Banen i Ribe hører ikke til de længste, men rigtig mange har måtte sande, at den beskedne længde i den grad kompenseres af en stribe huller, hvor præcision er nøgleordet. Det gælder ikke mindst på de bagerste huller, hvor der er flere snedige perler.
Et af de huller, hvor der kommer en markant visuel forandring, er på 6. hul – et 390 meter langt par 4 hul fra de bagerste klodser. Her er søen ude i højre side af fairway blevet gjort endnu større. Det betyder blandt andet, at søen nu når helt op til green, som samtidig er blevet udvidet. Det vil i mange tilfælde betyde, at spilleren skal træffe et valg, om bolden skal hen over søen, eller om der for en sikkerheds skyld skal spilles rundt om søen. Et svært hul er blevet endnu sværere.
Som nævnt har bestyrelsen arbejdet på udvidelsesplanerne siden 2019. Byggeudvalget med Ivan Laursen i spidsen har ikke blot konkretiseret hele projektet – men har også måtte vente med tålmodighed på de nødvendige tilladelser.
Udvidelsesplanen bygger i hovedtræk på de tanker og ideer, som banearkitekt Henrik Jacobsen – kendt fra eksempelvis banerne på Samsø og Ærø – fremlagde i forbindelse med klubbens generalforsamling i februar 2019. Dog foretog bestyrelsen nogle fravalg vedrørende ændring af det nuværende 7. hul, og heller ikke anlæg af et par 5 hul på bag ni fik bestyrelsens accept.
Fornemmelsen for udvikling er bestemt tilstede i Rønnehave.
Af Jørgen Schultz