Spektakulær linksbane på amerikansk

Tilbage i 2020 ble Ryder Cup-opgøret afviklet på Whistling Straits. PR-foto

Med sine godt 7100 meter formår Whistling Straits at vise tænder. Tilbage i 2020 var banen rammen om Ryder Cup’en.

Én af de virkelig kendte og eftertragtede golfadresser i USA er Whistling Straits. Med sin beliggenhed ud til Lake Michigan i Wisconsin har banen et højt rost linkskarakter. Men hvis nogen skulle tro, at banen har ligget der i masser af årtier, så er det med at tro om igen.

 

Straits, som blot er den ene af de to baner ved Destination Kohler, blev indviet i 1998. Dermed fuldendte Herbert V. Kohler jr. sin vision om at få skabt en golfbane af ganske særlig kaliber. Det blev den kendte Pete Dye, som rykkede ind på området med sine folk og masser af bulldozere for at få flyttet tonsvis af jord.

– Once in a lifetime. Sådan beskrev Pete Dye, som ellers har et væld af andre klassebaner på samvittigheden – eksempelvis TPC Sawgrass i Florida.

Omkring 240 hektar stort er området, som engang husede en flyveplads. Udover Straits-banen, hvor Ryder Cup-opgøret mellem Europa og USA blev afviklet tilbage i 2020, er der også Blackwolf Run-banen.

Destination Kohler er et særdeles populært resort – og besøges hvert år af tusindvis af greenfee-gæster.

Monsterlang bane

Med sine godt 7.100 meter er banen monsterlang. Otte af hullerne – på en lidt mere end tre kilometer lang strækning – nærmest krammer søens bredder. På for ni er der huller 3,4, 7 og 8, mens det på de bagerste ni er 12, 13, 16 og 17.

Otte af hullerne på Whistling Straits nærmest krammer søbredden. Her er det 17. hul – et par 3 hul. PR-foto

16. hul er med sit 505 meter det korteste af par 5-hullerne på banen. En del spillere vil være fristet af et teeslag med driveren, men ude på fairway lurer bunkere samt søen i venstre. Samtidig skal andetslaget, hvis det skal på green, slås hen over klitter og andre mulige ulykker.

Banen mejsler sig udover nærheden til Lake Michigan ind i hukommelsen for sine mange bunkere og imponerende klitlandskaber. Derimod er der stort set ingen træer på banen. Banes åbenhed betyder også, at vindene ud fra søen i den grad kan spille ind.

Af Jørgen Schultz