Det femstjernede Ritz-Carlton ved Abama-resortet på kanarieøen Tenerife har stribevis af restauranter, hvor de to er tildelt Michelin-stjerner.
Hvis det gælder en ferie på øverste kulinariske hylde, så sæt roligt kursen mod Abama Golf & Spa Resort på den spanske kanarieø Tenerife.
Når golftøjet eller badetøjet er skiftet, og det gælder aftensmaden, så lad golf være golf og solbadning være solbadning og nyd i stedet at kunne vælge mellem intet mindre end to restauranter, der er tildelt sammenlagt tre Michelinstjerner.
Daniel Franco hedder chefkokken i Restaurant Kabuki, som har en enkelt stjerne. Det er et slags fusionskøkken – japansk og vestligt orienteret – som Franco har skabt. Sushi er for mange højdepunktet, når der sættes kurs mod noget, som ganske enkelt nærmer sig gourmet-himlen.
Spanske fortolkninger
I Restaurant M.B. er det baskeren Martin Berasategui og Erlantz Gorostiza – også fra det nordlige Spanien – som udgør chefduoen. Siden 2014 er restauranten tildelt to Michelinstjerner. De to stjernekokke fortolker på deres helt egen fantastiske facon det spanske køkken.
En anden spansk-inspireret mulighed på hotellet er Restaurant Txoko.
En fjerde mulighed er Restaurant Verona, som qua sit navn har et menukort med retter fra det italienske køkken.
Endelig er der udendørs-restauranten El Mirador.
Kulinarisk er der altså de helt store oplevelser at hente, og der skal ledes længe efter et hotel, hvor mulighederne for afvekslende retter rundt fra hele verden, er så enorme, som tilfældet er på Ritz-Carlton.
Der er talrige muligheder at gå på opdagelse i, og i de to restauranter med Michelinstjerner er der eksempelvis muligheder for Tasting Menus til priser i omegnen af knap 200 euro – cirka 1500 kroner.
Af Jørgen Schultz
på Tenerife, Spanien