Ta’ plads til en gourmetoplevelse af de store

Der er en helt særlig atmosfære i La Taberna-restauranten på Gran Canaria. Foto: GolfXtra

ANMELDELSE: La Taberna Timanfaya er en restaurant, du og din kære ikke må snyde dig selv for. Unik atmosfære og kulinariske retter i fuld harmoni er en del af oplevelse i den kendte turistby Puerto Rico på Gran Canaria.

Puerto Rico, Gran Canaria: Tusindvis af danske golfspillere har booket deres ferie til hoteller i Puerto Rico på sydsiden af Gran Canaria.

Turistbyen, for der er ikke tale om andet, har udviklet sig ganske omfattende gennem de sidste knap fem årtier fra at være en noget nær ufremkommelig dal til nu at være fuldstændig integreret i kanarieøens veludviklede infrastruktur. Det gik særligt stærkt, da motorvejen GC-1 blev forlænget for en lang årrække siden og nu passerer lige forbi Puerto Rico.

Første ret i det store arsenal af tapas-retter; Hummer-bisque med cognac og safran. Samt bruschetta. Foto: GolfXtra

Lige uden for Puerto Rico ligger Anfi Tauro – én af øens spektakulære golfbaner, og der er også kun knap og nap 15 minutter til Salobre og Meloneras. Og hvis golfen skal suppleres med en gourmetoplevelse, så book et bord på La Taberna Timanfaya. Her residerer den østrigske kok Gerhard Lumpi og et særdeles servicemindet personale.

Restauranten er bygget ind i en bjergskråning på Avenida de Veneguera. Inde i restauranten, hvor der nærmest er middelalderlige omgivelser og smuk kunst på stenvæggene er der en unik atmosfære, og kokkene sørger i løbet af året for at sammensætte spændende retter, som præsenteres og serveres på bedste gastronomiske vis.

Husk; Den fantastiske tapas-menu skal bestilles seneste dagen før. Foto: GolfXtra

Prøv en 15-retters tapas-menu

Hver fredag er der en særlig oplevelse på menukortet. Her er der mulighed for at vælge en fantastisk tapas-menu med ikke færre end 15 retter, hvor køkkenchefen og hans stab virkeligfår vist, hvad de formår.

Varierede småretter – vekslende mellem kolde og varme – kommer på bordet, og tapas-menu’en giver samtidig anledning til at vælge vine fra en særdeles velassorteret vinkælder. Lige fra de klassiske spanske vine over til italienske og franske vine. 40 euro pr. person er prisen for tapas-orgiet.

Sæt en aften af hvis du og din kære vil forkæles med en gastro-oplevelse, som ikke sådan forsvinder fra nethinden lige med det samme.

La Taberna Timanfaya er en adresse, du ikke bør gå udenom, når ferien foregår i eller tæt på Puerto Rico.

LÆS MERE: Ta’ et kig på den aktuelle menu 

 

 

Af Jørgen Schultz
i Puerto Rico, Gran Canaria