Forventningerne til Garmin Approach S62 var enorme. GolfXtra har over nogle måneder testet det eksklusive ur, som både henrykker på og uden for banen. Overvejelserne om uret gælder egentlig kun prisen.
Konklusionen er ganske klar: Garmin Approach S62 er det hidtil mest avancerede golfur. Eneste overvejelse er, om det også er 4.395 kroner værd, som det kan købes for i skrivende stund i slutningen af juli.
1,3-tommer berøringsdisplay på Approach S62 har en opløsning på 260 x 260 pixels og er lidt større sammenlignet med den tidligere model af Approach S60 med en 1,2-tommer skærm og 240 x 240 pixels. Displayet er beskyttet mod ridser og brud på grund af Corning Gorilla Glass 3.
Kanten er nu standard lavet af keramik alene. Den længere batterilevetid er også et klart plus. Sammenlignet med forgængeren S60, varer S62-batteriet cirka 20 timer i GPS- eller golftilstand og dermed 10 timer mere. Garmin specificerer 14 dage til smartwatch-tilstanden. Der er masser af indstillingsmuligheder – eksempelvis individuel valg af urskive. Skal det være klassisk med urviser, eller skal det være digitalt udseende. På skærmen er der muligheder for at få vist eksempelvis skridt, hjertefrekvens, dato m.m. Der er masser af urskiver at downloade via Garmin Connect IQ.
Masser af golf-informationer
Golfmæssigt er der masser af informationer at hente på det fantastiske farvedisplay. Det gælder forhindringer, afstand til greens – forkant, midt og bagkant – samt til doglegs. En nyttig feature er, at ved at anvende touch-faciliteten kan der hentes et overblik over hele hullets forløb, dele af det samt detaljer omkring bunker-placering og green. Der er også mulighed for manuelt at flytte på flagplaceringen på uret, så det kommer tættere på dens reelle placering.
Garmin har udstyret Approach S62 med 41.000 golfbaner over hele verden, i alt 1000 baner mere end forgængeren samt en virtuel caddie. Caddyen anbefaler et passende jern eller kølle afhængig af afstande samt baseret på vindhastighed og vindretning vist på uret samt det typiske interval for golfspillere. Bemærk at informationer omkring vindretning og højdeforskelle må reelt ikke anvendes.
Den virtuelle caddie er en nyttig funktionel udvidelse, især for begyndere. Naturligvis er der mulighed for at føre scorekort og efterfølgende trække statistik omkring fairway-hits, antal putts, scoren m.m.
Regulær smartwatch
Som noget nyt er der på uret hjertefrekvensmåling på håndleddet og Pulse Ox-sensoren til måling af iltmætning i blodet.
Golfentusiaster kan også se deres skridt, afstande og kalorier forbrændt med det nye Garmin GPS-ur og konsultere sundheds- og fitnessfunktioner. Derudover kan golfuret bruges med forskellige apps, når du løber, cykler, svømmer eller løber på ski.
Og som en smartwatch giver Garmin Approach S62 naturligvis oplysninger om underretninger og opkald modtaget på en smartphone, der er tilsluttet via Bluetooth. Hvis der ønskes ro på den front, så er der mulighed for at slå det fra.
Alle data og informationer, som uret opsamler, kan naturligvis synkroniseres til Garmin Connect på telefonen eller på andre it-platforme.
Af Jørgen Schultz