Det skorter ikke på kvaliteten i Farum på The Scandinavian. To udfordrende baner er der at vælge mellem, og ovenpå golfen kan klubhuset nydes – opført i skifer, douglastræ og med store vinduespartier.
Farum: Det er ikke underligt, at The Scandinavian-anlægget for længst hat vakt opsigt ude i verden, når magasiner og organisationer prøver at finde frem til baner med høj, høj kvalitet.
Men lad os indledningsvis bringe en velment advarsel; Vogt dig for teestedet, når du besøger The Scandinavian i Farum. Når teestedet og handicap ikke passer sammen, så risikerer du at komme i problemer. I hvert fald når du overvurderer dine egne evner til at slå langt.
Det med teestederne vender vi tilbage til. For det er svært ikke at forelske sig i The Scandinavian. Flere steder rundt på banen går spillet lidt i stå, fordi spilleren står måbende over for både natur og ikke mindst kvaliteten af hele anlægget. Klubhuset ej at forglemme.
Det var en kvartet bestående af de tidligere Navision-ejere Jesper Balser, Peter Bang og Torben Wind samt deres tidligere kollega Lars Peter Wilhelmsen, der tilbage i 2002 fik ideen til en luksuriøs og ambitiøs golfbane.
Tidligere kaserne
Det lykkedes at få købt det store naturområde ved Oldvej, hvor der tidligere var øvelsesterræn ved Farum Kaserne. I 2013 begyndte dørene stille og roligt at blive åbnet for golfspillere, og to 18 hullers baner er der at vælge mellem; Old Course og New Course. På begge baner er der – afhængig af evner og handicap – fem forskellige teesteder at vælge mellem.
De to sløjfer er ganske forskellige. Old Course er den korteste, men hvis man tror, at den derfor er lettest, så tro om igen. Og så er vi tilbage ved det med at vælge det rigtige teested.
Samtlige par 3 huller er anlagt sådan, at der skal slås hen over vand. Specielt på bag ni er der nogle ganske lange par 3 huller, hvoraf flere af dem spiller lige ind i vinden – på dage med den normale vindretning. Derfor lyder det bedste råd; Vogt dig for teestedet.
Old Course er 6.361 meter fra bagerste klodser og 4.664 meter fra de forreste teesteder. New Course er 6.481 fra backtee og 4.671 meter længst fremme.
Trods al forskellighed så ligger begge sløjfer i en fantastisk natur med bølgende, blødt terræn i både åbne vidder, i skovarealer og så i øvrigt med masser af søer og større og mindre kanaler.
Masser af dræn
Søerne giver ikke blot hovedbrud golfmæssigt. De har også en helt anden betydning på dette anlæg. Der vandes ikke med grundvandet på de to baner. I stedet opsamles regnvandet via drænsystemer i søerne samt i reservoirer, så det senere kan anvendes til vanding af greens, fairways og teesteder.
Under jorden er der etableret omkring 100 kilometer drænrør, der er 90 kilometer vandingsanlæg samt i omegnen af 2.000 sprinklere. Dertil kommer et betydeligt antal kilometer styrekabler, således at det hele kan computerstyres. Det betyder, at der på banerne ikke kan falde en regndråbe, uden at der er et drænrør inden for to en halv meters afstand.
Vanding med regnvand betyder i øvrigt et mere kalkfattigt vand, som alt andet lige er bedre for græsset.
Efter nøje overvejelser blev det en af verdens førende arkitektfirmaer inden for golf, amerikanske Robert Trent Jones Jr., der blev sat på opgaven med at designe banen. Blandt andet var det ejernes målsætning, at samtlige køller og jern i baggen skal i brug ude på banen.
Hullernes længde veksler mellem korte og lange huller, og mange steder er banen designet med udpræget risk-and-reward – forstået på den måde, at den spiller, som satser og lykkes med det, belønnes, mens det omvendte bliver tilfældet, når slagene ikke er til det. Visuelt er der flere fælder på banerne.
Imponerende klubhus
Klubhuset er et kapitel for sig. 2.600 kvadratmeter stort er det, hvoraf de 1.100 ligger oppe i terræn med restauranten The Waters, køkken, sekretariat og opholdsarealer såsom Members Lounge, mens der i kælderen er omklædnings- og badfaciliteter.
Det er arkitekt Søren Øllgaard fra Henning Larsen Architects, der har tegnet klubhuset, som falder perfekt ind i naturen. Huset er bygget med utraditionelle materialer som skiferplader fra Norge samt Douglastræ fra de store sydtyske skove i Schwarzwald.
Henning Larsen Architects kendes langt omkring globalt – og har blandt andet tegnet Operaen i København. Arkitektfirmaet lægger ikke skjul på, at målet med klubhuset har været at bygge bro mellem amerikanske golfklubber og Skandinavien.
Det er med klubhuset, som det er med de to 18 hullers golfbaner; Overliggeren er sat højt. Rigtigt højt.
Det er verdensklasse, hvad der er præsteret i Farum. Intet mindre.
Af Jørgen Schultz
i Farum