Det nordafrikanske land har for alvor fået fat i turisterne igen. Specielt områderne ved Sousse/Port El Kantaoui og Hammemet har tag i danskerne. GolfXtra har fokus på Tunesien de kommende uger.
Tunesien: Fra nord til syd tilbyder Tunesien udfordringer for golfspillere på alle niveauer og baner med rigtig gode udfordringer og kvalitet. Og så er prisniveauet i landet rigtig fornuftigt. Det gælder både det generelle prisniveau samt green fee-priserne.
Gennem de seneste år har flere og flere rejseselskaber igen sat Tunesien på programmet, efter at et terrorangreb tilbage i 2015 lagde en voldsom dæmper på rejelysten til det nordafrikanske land.
Udenrigsministeriet oplyser i deres rejsevejledninger, at politiet og militæret i turistområderne på østkysten, f.eks. i Sousse, Hammamet og Port El Kantaoui foretager skærpet kontrol og overvågning. Det vurderes, at det har gjort terrorrisikoen mindre.
Golfturismen er for skandinavere primært koncentreret omkring tre byer og områder. Det er Sousse/Port el Kantaoui, som er Tunesiens tredjestørste by. Hammamet lidt længere nordpå betragtes ofte som et lidt mere luksuriøst område med rigtig gode hoteller.
Endelig er der Monastir/Skanès, hvor der findes en god blanding af både gammelt og nyt. På grund af sin beliggenhed lige ved lufthavnen er Monastir et populært rejsemål.
Landets smukke natur
Golf i Tunesien tilbyder en stribe baner for spillere, der vil forkæles med udfordrende design, komfortable hoteller og superlækker mad. Spillet giver også en fantastisk mulighed for at opleve landets smukke natur i al sin mangfoldighed. Man kan tage en runde med udsigt til Middelhavet eller spille lige på kanten af Sahara-ørkenen.
Nær de populære turistbyer i Hammamet, Sousse og Monastir ligger flere baner på skråninger, der når helt ned til havet. På eksempelvis Palm Links-banen ligger et par huller helt nede ved strandkanten.
Når man ikke er på banen, kan man tage en timeout med et kameltrek i Sahara-ørkenen, kun et par timer fra turistområderne Hammamet og Sousse, eller mærke historiens vingesus i det velbevarede romerske amfiteater El Jem. Eller bare slappe af med en shoppetur i den lokale souk, hvor der handles med krydderier, lædervarer og håndmalet keramik.