Afvekslende huller snor sig rundt i Langelands bakker

Fra flere af hullerne på Langelands Golfklub er der en herlig udsigt ud over Langelandsbæltet. Foto: GolfXtra

Banen på Langeland hører ikke til de længste, men det kræver omtanke at hive en god score hjem: Alt imens er der en fantastisk udsigt ud over Langelandsbæltet.

Golfklubben på Langeland er i bund og grund en sand succeshistorie.

Det er fortællingen om, hvad der kan opnås, når et lille lokalsamfund – og en daværende kommune – slår pjalterne sammen med et indædt tro på, at noget kan lykkes.

Golfbanens historie på Langeland adskiller sig egentlig betydeligt i forhold til hel del andre golfklubber, som ikke så få steder har kæmpet med kommunerne omkring de nødvendige tilladelser.

På Langeland var det helt anderledes, for det var nærmest den tidligere Sydlangelands Kommune, som selv tog initiativet. På et idemøde tilbage i 1990’erne, hvor der blev set nærmere på, hvordan der kunne tiltrækkes flere turister, kom en golfbane på tale.

Signaturhullet på Langelands Golfklub er hul 3 – et snedigt par 3 hul, hvor teestedet ligger højt og med en green, der har en sø faretruende tæt på. Foto: GolfXtra

Og så kom der skred i det hele. Økonomisk var der fra starten god opbakning til projektet. Lokale sponsorer var klar med en halv million kroner tilsammen, og kommunen spyttede 1,6 millioner kroner i golfklubbens etablering. Beløbet svarede til det, som det kostede at erhverve jorden ved Østerskovvej. Kommunen stillede dog som betingelse, at jorden skal tilbage til jorden, hvis golfklubben ikke viste sig at kunne sig i live. Også turistfremmende EU-kroner fik klubben fat i.

Positive frivillige hjælpere

Omkring 300 medlemmer er der i klubben, og 10-15 procent af medlemsskaren er ikke kun aktive ude på banen. De tager også en betydelig tørn, når det gælder det frivillige arbejde for at få dagligdagen til at hænge sammen. Greenfee-spillere vil vide, at det netop er frivillige, som sidder i sekretariatet, når der skal checkes ind. Positive og hjælpsomme står de klar, når gæsterne rykker ind.

Henrik Jacobsen har designet banen, og han er også kendt for at have sat stregerne til andre klassebaner på andre øer – dels på naboøen Ærø samt dels Samsø ude i Kattegat. Banen snor sig rundt på de særprægede hatbakker. Det er bakker, som skyldes aflejringer helt tilbage fra istiden.

Der kan på mange baner godt være diskussioner omkring signaturhullet. Men Langelands Golfklub peger selv på 2. hul – og med rette.

Teestedet ligger højt – og med en fantastisk udsigt over Langelandsbæltet. På en klar dag vil selv Lollands kyst kunne skimtes i det fjerne mod øst. Kun godt 120 meter fra gul tee er der ned til green, som er ganske stor, men hvor der er en bunker i højre side samt en lille sø i venstre side. Greenen skråner mod søen, så et slag mod midten af green vil være det gode råd.

Henrik J. Jacobsen har i sit design formået at kreere nogle fæle knæk fremme ved flere af banens greens, som betyder, at det ikke er muligt at lade bolden løbe ind på greens. Det er den udfordring, der kan og vil drille de fleste.

Selv om banen ikke hører til de længste med 5.326 meter fra gul tee og 4.503 meter fra rød tee, så er der alligevel en blanding af lange og korte huller rundt på anlægget.

Blandt de lange huller hører 6. hul med 355 meter, hvor et stengærde udgør en alvorlig forhindring, hvis ikke lige drivet har fundet midterstriben på fairway. Green er samtidig designet med tre plateauer, så den forkerte placering kan koste dyrt. Det er banens sværeste hul ifølge handicapnøglen.

Par 3 hullet – hul 8 på Langeland (her set bag fra) har en sø, der skal krydses for at komme på green. Foto: GolfXtra

Risk-and-reward

Allerede på det næste hul venter et kun 270 meter kort par 4 hul, som rent faktisk kan drives. Det kræver dog ikke blot en virkelig langtslående, men også modig spiller, for bolden skal både flyves hen over et Out of Bounce-område og et gammelt dige. Forsigtighed er nok at foretrække, for green er samtidig gemt bag en sø. Men alt i alt er det et rigtigt risk-and-reward hul

Sådan fortsætter rundturen, hvor et andet favorithul er hul 13 – et 285 meter par 4 hul, hvor teestedet igen ligger højt, og hvor spilleren – alt afhængig af vindretning – kan fristes til at skyde genvej over en lavtliggende sø. Netop hul 13 har et af de karakteristiske knæk omkring green, som gør indspillet vanskeligt.

Herefter venter et vanskeligt par 3 hul, og finalen på Langelands Golf er og bliver en oplevelse med en blanding af et både, par 3, par 4 og så endelig et langt par 5 hul, når det drives ud på 18. hul. Fra gul er der 436 meter på dette par 5 hul, mens der fra forreste tee er 377 meter. Men hold øje med vindretningen, for er der modvind, så er der rigtig, rigtig langt.

Sådan er det med ganske mange af hullerne her ved Østerskovvej. En ikke alt for lang bane, men de langelandske hatbakker er og bliver drilske.

 

Af Jørgen Schultz
på Langeland

 

v