Seychellerne har kun to golfbaner. Den ene af dem ligger i en fantastisk natur lige ved siden af Constance Lemuria Resort.
Luksus i harmoni med naturen. Superlativerne mangler ikke, når det gælder beskrivelser af Constance Lemuria Resort på Seychellerne.
Ø-gruppen ude i Det Indiske Ocean øst for Afrika består af langt over 100 øer. Seychellerne er uspoleret, et ferieparadis med smukke strande, kridhvidt sandt og flotte granitklipper.
Golfspillerne har to baner at vælge mellem. Den ene på hovedøen Mahé og den anden på øen Praslin. Constance Lemuria Resort omfatter en regulær mesterskabsbane, men hvor der samtidig er en natur, som sjældent ses.
Constance Lemuria kan i 2024 fejre 25 års-jubilæum. Tre år før blev en omfattende og fuldstændig renovering afsluttet.
55 elegante suiter
Resortet har ikke færre end 55 elegante rummelige suiter og villaer, swimmingpools udformet af naturen og lækker mad i en af de tre restauranter.
Constance Lémuria-hotellet er femstjernet og præget af en unik arkitektur. Komplekset er bygget i rustikke materialer som rosa granit, træ og sten – alt i pagt med naturen i området. Udendørsbelysningen er afdæmpet om natten af hensyn til besøgende kæmpeskildpadder, som lægger deres æg på stranden Anse Kerlan for foden af Lémuria.
På den kulinariske front tilbydes der tre restauranter og fire barer. Afslapningen kan foregå i swimmingpools bygget ind i store granitklipper. Desuden er der tennisbaner, fitnesscenter, jacuzzi, sauna, spa, børneklub for 4-12-årige, babysitter-service, bibliotek, dykkercenter og to forretninger med muligheder for shopping.
Vandsportscentret tilbyder gratis udlån af snorkeludstyr, havkajak, katamaran, windsurfer, vandcykler og arrangerer udflugter med catamaran eller dybhavsfiskeri.
Shoppingmuligheder er der også.
Af Jørgen Schultz