Verdensstjerner kommer til Made in Denmark

Efter årets anden major PGA Championship på Bethpage Black ved New York haster Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen hjem for at være en del af Made in Denmark-feltet.

Himmerland: Det bliver et stærkt felt, som stiller til start ved Made in Denmark presented by Freja, når det går løs på Backtee Course i Himmerland.

Made in Denmark får igen i år besøg af en lang række danske, professionelle profiler herunder den talentfulde frederikshavner Lucas Bjerregaard, som netop nu er den højest placerede dansker på den officielle verdensrangliste. Lucas Bjerregaard får blandt andet selskab af ingen ringere end Thorbjørn Olesen, der for alvor slog sit navn fast blandt verdenseliten i 2018, da han var en del af Europas vindende Ryder Cup hold.

De danske professionelle får hård konkurrence fra internationale topnavne som for eksempel golflegenden Lee Westwood, der gæster Danmark for anden gang i forbindelse med Made in Denmark.

Sidste års vinder er tilbage

Sidste år var englænderen også i turneringen, men tabte i omspil til landsfællen Matt Wallace. Wallace vender også tilbage i år i et forsøg på at genvinde titlen, fremgår det af et nyhedsbrev fra Himmerland Golf & Spa Resort.

Ud over Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen kommer alle de danske European Tour-profiler til Made in Denmark. Det betyder, at man blandt andre kan opleve Danmarks mest vindende golfspiller gennem tiderne, Thomas Bjørn, sidste år vinder af Challenge Tour, Joachim B. Hansen, samt Søren Kjeldsen og Morten Ørum Madsen.